Om Haaning Collection

Når man som familien Haaning har et bilmuseum, har man også et samfundsansvar i relation til at være kulturbærer og historiefortæller. Bilerne i Haaning Collection er alle ejet af familien, de er særlig udvalgt efter stand, produktionsår, model og funktionsdygtighed. Målet er at bilerne skal gøre køreklar og indregistreres.

Familien bag Haaning Collection har derfor suppleret den omfattende bilsamling med nøje udvalgte elementer som biograf, café/orangeri, autohotel til klassiske biler, lounge-område, dedikerede event-lokaler med plads til 250 personer, SIM Racing simulatorer, og sågar en stor legeplads til børnene. Huset rummer desuden moderne kontorfaciliteter og mødelokaler.

Alt sammen er med sigte på at fuldende oplevelsen for gæsterne, og ikke mindst at tiltrække og begejstre mange forskellige typer gæster – ikke kun bilnørderne.

Fornyelse og læring

Og der er også tænkt på de gæster, der kommer tilbage efter mere. Med løbende variation af oplevelser, indretningselementer og ikke mindst hyppige frasalg og opkøb af nye køretøjer, vil der være noget nyt og spændende at se og opleve hver gang.

Uanset øjnene, der ser, er Haaning Collection skabt med en mission om at være gavmild, om at dele, om at inspirere, og om at give noget videre. Med afsæt i vores automobile kulturarv er her altså plads til alt fra hygge til læring og ligeledes fra bilentusiaster over familiefester til de store firmaevents.

Historien bag Haaning Collection

Biler er, og har altid været, Erik Haanings helt store passion, og tilmed hans eneste last overhovedet. Erik har aldrig drukket alkohol, røget eller gået med andre damer end hans hustru Jette. Dette er nok også den primære årsag til at Jette altid har været umådelig tålmodig med Erik og hans samlermani, også selv om bilerne til tider har fyldt meget i og omkring familiens hjem.

Hans fascination af biler er også kommet til udtryk ved, at han altid har været meget bedre til at købe biler, end han har været til at sælge dem igen.

Beskrivelse af film

Samlingens begyndelse

Erik startede sin samling da han var knap 20 år. Der købte han sin første ”ekstra” bil, dvs. en han ikke havde brug for til transport. Gennem de følgende 60 år, har han formået at sammensætte en imponerende samling med mere end 120 biler, 40 motorcykler, 50 knallerter og 12000 modelbiler.

Trods det faktum at Erik i midten af 80’erne allerede ejede en hel del biler, som ikke blev brugt, var det endnu ikke gået op for ham, at han var bilsamler. Det indså han dog mere og mere op gennem 90’erne, og omkring årtusindskiftet var samlingen blevet så stor, at det var nødvendigt at finde et stort sted, hvor han kunne have alle bilerne stående samlet.

Han købte derfor i 2002 Invacares gamle sengefabrik i Sæby, og etablerede Vestsjællands Bilmuseum, som åbnede for besøgende i 2004. Museet i Sæby var nede på jorden og i øjenhøjde, og alle bilerne var nogen de fleste kunne relatere til på en eller anden måde.

Udvikling og vækst

I de nye store rammer voksede både samlingen og ambitionen yderligere, og Erik og hans børn, der i stigende grad blev taget med på råd omkring udviklingen af samlingen, drømte om at bringe museet tættere på de besøgende, dvs. tættere på hovedstaden.

Denne ambition blev til en reel plan i 2015, hvor især sønnerne Nicholas og Michael indtog mere aktive roller i videreførelsen af samlingen, og hvor jagten på en ny bygning nær hovedstaden blev sat ind. Den fandt de i 2020 i Bagsværd nord for København, og efter en gennemgribende renovering og modernisering af den 4500 kvm. store bygning med fokus på lys, akustik, æstetik, hygge og ikke mindst overraskelser i indretningen, åbnede den genfødte Haaning Collection i sommeren 2021.

Den nye generations rolle er meget klar, og forklares her af Nicholas Haaning: ”Ud over udviklingen af de skønne rammer i Bagsværd, har vi også forpligtet os til at holde samlingens biler og tidsånd løbende opdateret. Det vil vi realisere ved løbende at bringe nye elementer til, der komplimenterer samlingen og dermed tiltrækker og engagerer nye og andre typer gæster. Det er en stor udfordring, men absolut en udfordring Michael og jeg lægger 100% engagement i.”

Erik er helt tryg ved at dele styringen og udviklingen af samlingen endnu mere med hans børn, da de alle har arvet hans dybe entusiasme for klassiske køretøjer, hans købmandsskab og entreprenørskab.

Michael Haaning afslutter: ”For mig personligt ligger begejstringen i snitfladen mellem menneskers drømme, tanker og behov, og bilernes fascinerende teknik og deres markante plads i historien og kulturen, at magien opstår. Jeg glæder mig hver dag over at se og ikke mindst mærke den energi de besøgende både kommer og går med.”

Visionen for Haaning Collection

Haaning Collection rummer store tal og store ambitioner, men også en dyb og livslang passion, samt en bred og folkelig appel. Haaning Collection rummer også en lyst til at begejstre, underholde, informere, uddanne, og ikke mindst til at dele fascinationen og begejstringen af bilisme fra 1886 og til i dag. 

Sagt med andre ord er visionen for Haaning Collection at kombinere bilerne, kulisserne, fortællingerne og faciliteterne, med livet og dynamikken fra et mangfoldigt publikum, der således komplimenterer og fuldender huset og alle dets facetter.

Fra Erik Haaning lyder det begejstret: ”I mine øjne lever samlingen for alvor, når et nysgerrigt publikum betragter bilerne og samtidig undres, begejstres, inspireres og beriges. Den største fornøjelse for mig personligt er, når gæster vender tilbage for at opdage samlingen på ny med nye oplevelser og perspektiver på alt fra sædebetræk til samfundstendenser.”

Teamet bag

Vi er et passioneret team som hver dag arbejder på at give vores gæster de bedst mulige oplevelser,
og på løbende at forbedre alt fra koncept over indhold og aktiviteter.

Du kan møde hele vores team her:

  • Erik Haaning

    Manden bag det hele. Uden hans samlermani og lidenskab for biler var Haaning Collection aldrig blevet en realitet. Selv om han er årgang 1942, har han stadig sin daglige gang på museet for at sikre at arven videreføres og formidles korrekt. Og så elsker han bare at hjælpe til hvor han kan.

  • Michael Haaning

    Eriks store passion for biler er tydeligt gået i arv hos Michael, der har ejet adskillige fine biler gennem tiden. To af dem er faktisk udstillet i museet, hans første bil, som var en Golf GTI, og en Aston Martin Vantage, som han senere kørte i.

  • Nicholas Haaning

    Med adskillige bilferier i bagagen og en Mercedes i garagen, har Nicholas også en naturlig plads i projektet. Han har tillige et skarpt øje for detaljerne og godt styr på forretningen, og danner sammen med Erik og Michael det stærke trekløver bag Haaning Collection.

  • Birgitte Hald Hvidberg

    Eventdirektør af navn, men oplevelsesguide af gavn, og med mere end 15 års erfaring med events og arrangementer af enhver art. Hvad enten du er et kørt smut i caféen eller afholder et event med 250 personer, så er det Birgitte, der fintuner planen, sikrer leverancen og står inde for kvaliteten.

  • Kenneth Ewers

    Vores allestedsværende projektleder, der med engagement og smil får museet til at fungere både for vores private og vores virksomhedsgæster.

Kustoderne

Vi har et stærkt hold af passionerede, engagererede og meget vidende kustoder, der hjælper med alt fra historiefortælling om bilerne, over vejvisning til toiletterne til svar på nærmest ethvert andet spørgsmål. Du genkender dem på den unikke Haaning-uniform bestående af hvid skjorte og vest.